Spring menu over
Dansk Magisterforening

Pensionskasse i dilemma om atomvåben

Pension
Del artikel:

Verden har forandret sig drastisk, de få måneder Tobias Bornakke har været formand for AkademikerPension, så skal pensionskassen ændre strategi? Akademikerbladet har stillet syv spørgsmål til formanden.

Sociolog Tobias Bornakke var i 2017 kritisk over for AkademikerPensions fossile investeringer og navnlig den daværende formands modvilje mod at skille sig af med dem.

Derfor stillede han op til bestyrelsen i pensionskassen og blev valgt ind.

Siden har AkademikerPension solgt de fossile investeringer fra og markeret sig som en af landets grønneste pensionskasser.

Nu er Tobias Bornakke så selv blevet formand for AkademikerPension og skal stå på mål for både et højt afkast af investeringerne og medlemmernes ønske om ansvarlighed i kapitalforvaltningen.

De to ting kan sagtens følges ad, mener Bornakke, der dog også har erkendt, at den dobbelte ambition medfører dilemmaer.

På AkademikerPensions generalforsamling 3. april støttede han og den øvrige bestyrelse eksempelvis et forslag fra en gruppe medarbejdere i Mellemfolkeligt Samvirke om at stoppe finansieringen af ”Israels ulovlige bosættelser i Palæstina”.

Men en anden aktuel problemstilling - nemlig om AkademikerPension skal lempe sin våbenpolitik for at øge investeringerne i den europæiske forsvarsindustri - er Tobias Bornakke ikke afklaret med.

Det fortæller han i et nyt interview med Akademikerbladet.

Hvordan adskiller AkademikerPension sig fra de øvrige pensionskasser, og hvor vil du som formand lægge dit fokus?

”AkademikerPension er demokratisk ejet og ledet af sine medlemmer med et imperativ om at få ansvarlige investeringer til at gå hånd i hånd med et højt afkast. En beslutning, som flertallet af vores 170.000 medlemmer er optaget af, er, at vi tager et ansvar i vores investeringspolitik.

Medlemmerne ønsker at bidrage til den grønne omstilling og værne om menneskerettighederne, mens deres pensionsopsparing forrentes. Det er de to træk, der kendetegner vores pensionskasse i dag, og også to træk, jeg som formand vil kæmpe for at værne om.”

Hvad er AkademikerPensions sværeste opgave i de kommende år?

”Jeg ved ikke, om det er den sværeste, men den største opgave er, at vi skal i endnu tættere løbende kontakt med vores medlemmer. Nok mest digitalt, og hjælpe dem til at komme helt på plads med deres pensionsopsparing. For rigtig mange medlemmer betyder det, at de får flyttet deres opsparing over i vores nye produkt, AlfaPension, så det vil vi arbejde ihærdigt på i de næste par år.”

På kort tid har den grønne dagsorden mistet betydelig politisk opbakning i både USA og Europa. Hvordan forholder AkademikerPension sig konkret til den tendens?

”Det er en trist tendens for klimaet og for os alle sammen. Vi vil støtte op om Parisaftalen med vores investeringer, men vi kan ikke investere grønt, hvis ikke rammerne for en grøn omstilling er til stede.

Det er dog vigtigt at huske på, at klimaforandringerne ikke forsvinder, bare fordi Trump og USA har besluttet ikke at tale om det. Vores – og amerikanernes – klima vil de næste årtier ændre sig stadig hurtigere, hvilket vil koste helt enorme summer at imødegå. Regningen går ikke væk, bare fordi man ikke betaler den. Faktisk bliver den i det her tilfælde bare større. 

Så vi er stadig overbevist om, at den grønne dagsorden nok skal komme igen. Og derfor har vi indtil videre også fastholdt vores mål om 22,5% grønne investeringer i 2030, og det er jo branchens mest ambitiøse mål, men det er helt sikkert blevet sværere at nå.”

AkademikerPension har i 2025 ekskluderet Tesla, især fordi selskabet modarbejder fagforeninger. Kan vi forvente lignende tiltag med andre virksomheder som eksempelvis Amazon, der i årevis har kæmpet mod faglig organisering?

”Vores tilgang til arbejdstagerrettigheder er først og fremmest at gå i dialog og presse selskabet til at respektere blandt andet fagforeningsfrihed og kollektive forhandlinger. 

Med hensyn til Amazon har vi - sammen med en række andre danske pensionskasser - opbygget et netværk, der lægger pres på Amazon i forhold til deres modstand mod fagforeninger. Helt konkret har vi indsendt aktionærforslag til Amazon i 2024 og 2025 om retten til at organisere sig. Spørger vi fagforeningerne i USA, har tilbagemeldingen været, at de ønsker, at vi skal blive og fortsætte med at presse selskabet.

Det er altid en balancegang, hvorvidt vi skal ekskludere et selskab eller ej, og beslutningen om at ekskludere Tesla var sammensat af flere forskellige faktorer – herunder arbejdstagerrettigheder, men så sandelig også udfordringer med selskabets ledelse. Så om der kommer flere lignende eksklusioner vil bero på en konkret vurdering af det selskab, der potentielt skal ekskluderes.”  

Du er optaget af digitalisering og demokrati og har kaldt alliancen mellem Trump og tech-giganterne ”decideret uhyggelig” og startskuddet til en handelskrig, der kan påvirke vores demokrati og sikkerhed. Skal AkademikerPension have en mere kritisk politik over for den type selskaber?

”Tiderne har virkelig skiftet. For blot et årti siden var Facebook en kilde til demokratisk inspiration, som vi fejrede som en af katalysatorerne til det arabiske forår, og Google var kendt for deres slogan ’Don't Be Evil’. I dag har Meta, der ejer Facebook, stemplet ind på team Trump og gået i kamp imod EU, og Google har for længst fjernet deres slogan. 

I AkademikerPension har vi i årevis fremsat aktionærforslag mod Meta, Amazon, Microsoft og Tesla. Det vil vi blive ved med, og efterhånden, som tech-giganterne bliver mere magtfulde og egenrådige, forestiller jeg mig også, at det naturligt vil fylde mere i de kommende år.”

Flere medlemmer har efterlyst at AkademikerPension støtter den europæiske forsvarsindustri med investeringer. Jeres politik om ikke at investere i selskaber, der producerer eksempelvis atomvåben, gør imidlertid det besværligt. Vil du arbejde for, at I lettere kan investere i forsvarsindustrien?

”Det er et af de dilemmaer, som jeg synes er allersværest at navigere i, og som har været oppe at vende i bestyrelsen flere gange i det forgangne år.

På den ene side holder vi fast i, at atomvåben er et forfærdeligt våben, der primært rammer civile, og hvis destruktive kræfter er så omfattende, at vi helst så en verden helt uden. Den overvejelse står vi ikke alene med. FN har en række strenge konventioner imod atomvåben, og cirka halvdelen af de danske pensionskasser har da også en politik, der ligner vores.

Europa kommer ikke uden om at opruste, og det vil vi meget gerne bidrage med

Tobias Bornakke, formand for AkademikerPension

På den anden side er verden også radikalt forandret. Der er krig i Europa, og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke satte pris på at franske, engelske og amerikanske atommissiler udligner truslen fra et aggressivt og uforudsigeligt Rusland. Europa kommer ikke uden om at opruste, og det vil vi meget gerne bidrage med. Derfor har vi også netop indgået en aftale med AP Pension om at opføre og drifte danske kaserner – et projekt jeg naturligvis håber, de danske politikere vil acceptere.

Dilemmaet, som vi står med i bestyrelsen, og som jeg helt ærligt stadig ikke selv er landet på en holdning til, er så, om vi er villige til for en tid at acceptere investeringer i europæiske atomvåben for i højere grad at kunne bidrage til at sikre et europæisk forsvar.”

AkademikerPensions medlemmer har ifølge en opgørelse haft det største tab på afkast i 2025 sammenlignet med de øvrige pensionskasser. Hvad er årsagen og bør medlemmerne være bekymrede?

”Pensionsopsparing handler om at investere på lang sigt, og kigger vi bagud, så ligger vi fortsat i toppen af pensionsmarkedet, når vi kigger på afkast for risikomæssigt sammenlignelige produkter. Det er det, som er vigtigt for medlemmerne.

Den største enkeltstående begivenhed for vores afkast på den korte bane her i 2025 er i øvrigt kollapset i Novo Nordisk-aktien, men det er faktisk også en aktie, som vi har tjent utrolig godt på gennem mange år, så det viser jo bare, hvordan kort og lang sigt kan hænge sammen.”

OSZAR »